Den 2. januar sad jeg der igen. Nyt år,
ny klinik, læge, nye omgivelser – samme problem. Mit sidste
IVF-forsøg aborterede ugen inden jul, eller det vil sige: Det lille
fint befrugtede blev sat op og så skete der ikke mere, indtil blodet
kom strømmende igen. Igen. Igen. Blodprøven på 13. dagen viste
ingen graviditet, så nu var det bare at vente. På blodet.
Vi gennemgår journalen, FSH-værdier,
medicinen, forsøgene med og uden donor. Mit ujævne kærlighedsliv
bliver blottet, og det giver heldigvis end ikke anledning til et
løftet øjenbryn. Så får jeg den velkendte opsang om, at kvindens
alder for et vellykket resultet kan være afgørende.
”En ung kvinde, fx omkring de tyve,
der ikke bliver gravid på tre måneder har et problem”, siger
lægen. ”Så det med at vente og se tiden an, gør kun tingene
værre”. Jeg elaborerer over temaet og når min konklusion: En
ældre kvinde kan ikke forvente de samme resultater som den unge, men
har ikke den luksus at se tiden an. For æggene bliver hele tiden
ringere, og mindre i stand til at udføre deres job. Jeg føler mig
som som Tollundmanden i en noget pænere indpakning og uden tydelige
tegn på hængning. Men jeg lider en langsom kvælningsdød af alle
disse udsagn, der blot er evidensbaserede fakta i den medicinske
verden.
Jeg mærker vreden bruse nedefra og op
igennem systemet, som boblerne i den nyligt tømte champagneflaske.
Jeg sender endnu engang uvenlige tanker til min praktiserende læge,
der ikke tog mig særligt alvorligt, da jeg klagede min nød over min
barnløshed. Og jeg sender hadefulde tanker til min mand, der syntes
at det var for tidligt at smide sin seksårige datter ud af
soveværelset, når hun overnattede der i weekenderne. Og oven i
købet, at jeg var egoistisk for ikke at acceptere ”deres
løsrivelsesproces”.
Jeg ved godt, at dette vredesbrus
formentlig ikke gør andre end mig selv skade, og jeg prøver at
lægge låg på, mens vi snakker videre om løst og fast. Til sidst
beder lægen mig komme op i det gynækologiske leje til en scanning.
Endnu en gang spreder jeg uinteresseret mine ben for en fremmed mand,
og forventer ikke at høre andet end det sædvanlige ”Det ser fint
ud, flot slimhinde”, men han kører rundt med sin plasticstang i
mit indre.
”Det der kunne godt ligne en
sammenfalden æggeleder. Det skal vi lige have tjekket,” siger han.
Det er sjældent, at jeg håber på at finde en fysisk defekt hos
mig selv, men lige præcis i denne situation, ville det være en
befrielse, hvis der rent faktisk var en forklaring på mit problem.
”Det har jeg fået tjekket,” siger
jeg. ”Der var ikke passageproblemer, da jeg blev
kontrastundersøgt”.
”Det kan godt være, at jeg er
idiot,” siger han, ”men jeg vil altså gerne lige tjekke det.
Hvis den er faldet sammen, så skal den fjernes, inden vi gør mere”.
Tik, tak. Tik, tak. Månederne suser forbi i min indre kalender, men
jeg må jo acceptere at lægen arbejder i min tjeneste. Glemte jeg at
fortælle, at jeg bliver 42 om kort tid?
