Er barnløshed tabu?

Jeg er ikke klar over, om ufrivillig barnløshed officielt er et tabu. Men jeg ved, at det ikke er særlig rart at tale om.

Desværre er det jo sådan, at når man begynder at tale om det, gør man sig selv sårbar for alt, lige fra en masse "gode råd" til den manglende forståelse fra omgivelserne. Og hvornår er helt helt præcist, at barnløsheden går fra fra at være frivillig til at være ufrivillig? Hvornår går det fra at være naturen, der bare lige skal tænke sig om, til noget der kunne ligne et reelt problem? Hvornår skal man begynde at italesætte sin barnløshed som en situation, der kun kan løses med læge- og hormonbehandling mere end med tålmodighed, og rigelige mængder af kærlighed. Hvornår er man (og hvordan bliver man?) klar til at flytte problemet ud af sit eget hoved og ud i det offentlige rum? For når man først gør det, bliver det pludselig synligt, at man er anderledes end alle de andre.

Det kan være enormt svært at dele sin ubærlige situation med veninder, der selv sidder med små trolde på skødet, eller sidder over for dig i en lykkerus med deres egne gravide maver. For selv med den højeste grad af empati kan man ikke sidde og glæde sig over, eller til sit eget barn, og samtidig sætte sig loyalt ind i smerten, der er ved ikke kan kunne det samme. Det er ikke rigtig rart, at der er noget man ikke kan på lige fod med alle andre. Det er sjældent rart at være den, der er anderledes.

Og oven i at man er anderledes, skal man håndtere sin usikkerhed, sin utålmodighed og stadig forsøge at bevare en eller anden grad af optimisme. For som mange vil sige "Du skal bare..."
Desværre er det også sådan, at jo mindre man taler om det, jo sværere kan det faktisk være at være i det. Og jo sværere er det at få hjælp. Hos venner, familie og fagpersonale, der jo har svært ved at hjælpe, hvis de ikke ved, at der er et problem.

Ved at sætte ord på risikerer man en masse. Og ved at sætte ord på vinder man også. Jeg tror, der er meget vundet ved, at vi barnløse sætter ord på vores situation i stedet for at sidde som små, smertende satelitter i hver vores hjørne af universet uden fællesskab, og uden forståelse.