Feriebørn

"Det er de henkastede bemærkninger, der er de værste. Dem kan man ikke forberede sig på, man ser dem simpelthen ikke komme. "Lad os nu se, om ikke I bliver gravide samtidigt," siger min gode ven på vej hjem i bilen, efter et restaurantbesøg. Den gode stemning fordufter ud af sideruden. Skulle jeg, der er ufrivilligt barnløs på 6 år kunne konkurrere med en 24 årig, der skal på ferie i Thailand med sin kæreste? Mine operationsar er endnu ikke helet. Til gengæld er jeg lige blevet 42. IVF-behandling for fjerde gang. Hormonhelvede og nedsat sexlyst. Det er ikke umiddelbart en konkurrence, jeg kan se mig selv deltage i."

Gu' er det da svært. At høre om andre, der lige er kommet fra ferie, og hovsa, så er de gravide,  mere eller mindre tilsigtet. Solbrændt feriesex. Ubeskyttet hengivenhed i strandkanten. Men de henkastede bemærkninger er alle vegne. Robusthed er påkrævet. Og paradoksalt nok falder den med indtagelsen af hormoner. Der er ikke andet at gøre, end at give smerten plads. Hvad ville jeg dog ikke give, for at være på vej på ferie med min kæreste og have muligheden for at føde mit første barn inden jeg fyldte 30? Mens jeg stadig havde kræfter og fysisk var på mit højeste. Den mulighed er for mit vedkommende for altid forpasset, ligesom muligheden for at blive danser eller politibetjent.

Kunsten er ikke at lade smerten få overtaget. Det er ok, at få hovedet under vand. Men ikke så længe, at man drukner.

Hvor langt er du?

"Cafeen er ikke større end et fingerbøl, men der er rigtige LP'er på grammofonen og rigeligt plads til alle drømmene. Men da jeg rejser mig for at gå, kortslutter en frygtelig tanke min hjerne: Hvad nytter det, at den teoretiske mulighed for at lave det perfekte barn er til stede, hvis holdbarheden på ingredienserne er udløbet?"

Denne problematik, som jeg berører i min bog, blev igen aktuel da jeg sad og talte med M for et par dage siden. Jeg vidste, at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden for et halvt år siden, og at M, da det skete, var ved at være klar til at få børn - igen. Første gang hun havde været klar for nogle år tilbage, var de også gået fra hinanden. Vi snakkede længe sammen og på et tidspunkt siger hun: "Jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Virksomheden kan heller ikke klare, at jeg går på barsel lige nu." Så løftede hun op i det kraftige hår, rodede lidt kækt rundt i det, men sørgmodigheden var letlæst i hendes ansigt.

"M," sagde jeg. "Du må ikke gå på kompromis med dit ønske. Hvis du ønsker dig et barn, så stå ved det. Gør noget ved det. For du har ikke den luksus at blive ved at tænke på andet og andre før dig selv." Hun ved det alt for godt. Jeg ser det i hendes vibrerende overlæbe, når jeg trykker til. Hun ved godt, at fertiliteten falder  dramatisk fra 25 til 35. Tik-tak. Fra 35 til 37. Tik-tak. Og så fremdeles. Hun ved godt, at hun ikke kan blive ved med at tænke sig om, og vente på den rette. Eller hvad værre er, slet og ret skubbe tanken fra sig.  Men det er jo heller ikke kun barnet, hun ønsker sig, men ligeså meget tanken om en familie, den trygge, varme størrelse, der smyger sig om én, som en forvarmet badekåbe på en kold vintermorgen.   

Puha. Det er så velkendt. Drømmen om en familie fyldte også meget hos mig selv - og gør det stadig. Men hvis manden enten viser sig at være mere forkert end rigtig, eller han slet ikke er der, så må man jo tage sagen i egen hånd. Da jeg gik i skole og lærte matematik, fik vi at vide, at faktorernes orden var ligegyldig. I det moderne samfund er faktorernes orden ligegyldig, også selv om vi taler børn og familie.