Vi kommer aldrig til at lære de 700 børn at kende, og vi ved ikke hvem af de fertilitetsbehandlede par, der ville have været de heldige. Men vi kan godt regne ud, at de 700 forældrepar, der kunne have fået et barn, ville have været lykkelige for endelig at få lov at blive forældre. Den glæde har brugerbetalingen forsinket og for enkelte par måske helt udelukket. For det er kendt, at et enkelt år i fertilitetsbehandling kan betyde en stor forskel. For udover at falde for den økonomiske aldersgrænse, så kan man så sandelig falde for den biologiske. Hvis man i forvejen kæmper med fertiliteten, kan 12 måneders udsættelse være temmelig afgørende og kan i sidste ende betyde forskellen på at få et barn og aldrig at få et barn.
Anders Nyboe Andersen, der er en kapacitet på fertilitetsområdet, kalder brugerbetalingen i de 12 måneder for et 'unikt og kontrolleret eksperiment'. I min naivitet troede jeg, at eksperimenter med mennesker var forbudt, men det er vel en meget passende betegnelse. Og hvis man sætter sagen på spidsen, så er meget lovgivning vel det, hverken mere eller mindre.
Jeg forestiller mig imidlertid ikke, at man har spurgt de 700 forældrepar om de ville deltage i eksperimentet om brugerbetaling. Og det gør jo heller ikke spor, hvis bare man har penge nok til at betale de få tusinde kroner, det drejer sig om, selv. For hvis jeg må citere Hans Andersen fra samme artikel, næstformand i Sundhedsudvalget, er det jo det, det drejer sig om. Som han nok så behændigt udtaler i artiklen: "Og hvis få tusinde kroner afholder mennesker fra at sætte børn i verden, så skal man overveje kraftigt, om det er rigtigt at få børn". Lad mig gætte på, at Hans Andersen aldrig har været i fertilitetsbehandling.