Mor med abeskønt barn

På havnen i Helsingør havde de i oktober måned en udstilling af skulpturer fra Zimbabwe. Alle smukt forarbejdede i forskellige stenarter; fløjsbløde, grønne, sorte, lækkert polerede, så man havde lyst til at slikke på dem. Nogle enkelte så udpræget afrikanske, at de kun svært ville passe ind i en dansk parcelhushave. Jeg faldt dog for et par stykker. Som en af de sidste skulpturer i rækken, længst over mod Kronborg, sad en lille abemor med sit abebarn i armene. Det var kærlighed ved første blik. En lysegrå nupret stenart udgjorde pelsen og svøbte dem begge i moderkærlighedens varme. Det lille hoved, smukt skåret i sort sten, kiggede op på det store hoved, der kærligt kiggede tilbage. Få timer forinden havde jeg fået besked om, at mit HCG var på 87, altså var jeg gravid. For første gang i mit liv, så vidt jeg ved. Jeg turde ikke købe figuren, da jeg havde smerter som om mine indvolde var ved at blive udstanset. 

Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne bære at have udsigt til den perfekte mor-og barn-symbiose portrætteret i sten, hvis resultatet af min graviditet alligevel skulle blive en abort. Skulpturen endte med at blive købt af nogle andre. Og fire dage senere var min HCG faldet til 10. Jeg tror ikke, at jeg kunne have ændret udfaldet ved at købe skulpturen. Men jeg håber, at moderkærligheden blomstrer frodigt i den have og hos de mennesker, der har købt den.