I oktober 2013 sad jeg på Circular Quay i Sidney og stirrede op på fuldmånen. Efter ca. syv intense år i barnløshedens tegn, var jeg klar til at træffe beslutning om ikke længere at jagte drømmen om at få mit eget barn. Det er snart to år siden. Det var en god beslutning, for det var der jeg kunne begynde at koncentrere mig om, hvad der skulle ske i resten af mit liv.

I bloggen kan du måske finde håb, støtte eller i det mindste en følelse af, at der er andre, der kender til det, du gennemgår. Jeg deler ud af mine egne dyrekøbte erfaringer og krydrer det undervejs med små brudstykker af den bog, jeg er i gang med at skrive, og som er min egen historie om barnløshedens blindgyde - og vejen ud af den.

27. januar 2013

Har du børn?

Så skete det igen. Middag på Kadeau - vi taler fag mellem de små lækre retter. Parret på min venstre side har lige fået deres tredje barn. Efter vin og kaffe kan man tillade sig at blive personlig. "Har du børn?" lyder spørgsmålet. Svaret er på den ene side så utroligt ligetil: "Nej, det er ikke blevet sådan". Og dog. For jeg ved jo godt, at sætningen rummer en masse usagte udsagn, som kalder på en uddybning. Alligevel kan jeg dårligt svare anderledes.  "Nej, jeg ønsker ikke at få børn," ville absolut være en løgn. "Nej, jeg skal ikke have børn" ville ikke være usandt, men ville føles som en løgn. "Nej, jeg kan ikke få børn," er måske lige stærkt nok at smide i hovedet på folk til blommebrændevinen, der smyger sig om smagsløgene efter kaffen.

Selv om jeg er bevidst om at fælden nogen gange klapper, har jeg endnu ikke udtænkt det perfekte svar. Den normalitet, der ligger i at have børn - gerne at ville have børn - bliver udfordret af at bare svare "Nej". "Nej!" kalder på en forklaring.  

"Nej, det er blev ikke sådan," har jeg derfor tyvstjålet fra en kvinde, jeg som jeg har arbejdet sammen med i flere år. En læge, der i dag har passeret de 60 - og som bestemt ikke havde de muligheder for at strække fertiliteten i alle de retninger, som man har i dag. En kvinde, jeg beundrer meget for sit væsen, faglige integritet - og ikke mindst modet til at svare, som hun gjorde, da jeg for nogle år tilbage stillede hende spørgsmålet, om hun havde børn.

"Nej, det blev ikke sådan" rummer lige dele accept og smerte. Det mærkede jeg, da hun svarede, fordi jeg forventede et andet svar - et "Ja, jeg har ..."

Det svar, der kan parere samtalen uden at det bliver alt for akavet, har jeg ikke fundet endnu. At jeg derfor helt viger for selskabelighed, for at undgå overhovedet at komme i situationen, er for mig ganske naturligt. Selv om svaret indeholder en accept og en smerte på samme tid, så afhænger alt af dagsformen. Forholdet mellem accept og smerte kan stadig skifte ligesom trykket på et barometer. Og det er ikke altid at man er klar til, at en fremmed kan aflæse, præcis hvordan trykket står på en given dag.


1 kommentar:

  1. Jeg plejer at sige desværre ikke. Og så spørge hvor gamle den andens børn er for at signalere at selv om jeg ikke er så heldig at have fået børn, er det ikke ensbetydenðe med den anden skal have det skidt med at have fået.
    Og så skifter jeg ellers emne når jeg kan komme til det.

    SvarSlet