Ved siden af skiven

For et par dage siden modtog jeg en reklamemail. Den var desværre ikke blevet opfanget af mit ellers så flittige spamfilter. Der blev reklameret for "Helens bog om dit barns udvikling," "Helens babydagbog," og sørme om ikke de også lige havde klemt "Helens bog om børn og mad" ind til sidst i mailen. Sjælden har jeg følt mig så lidt en del af målgruppen, måske lige overgået af brandudsalg i havetraktorer eller oppustelige dukker.

En del af barnløshedsøvelsen er at forholde sig til det, der er ganske uundgåeligt; alle de påvirkninger, der minder en om, at man netop ikke har det barn, der for mange andre er en selvfølgelighed. Og især i denne måned, hvor de store maver titter frem under sommertøjet, er der virkelig noget at forholde sig til.

Går man til Østens visdom, lærer man, at følelser bare er følelser - ikke andet. Følelser passerer som skyer på himmelen, man skal ikke hæfte sig ved dem. Og jeg forstår godt, hvad de mener. Men følelser kan i perioder være så mere eller mindre altfortærende, selv hvis man er klar over, at de skal holdes i kort snor.

De følelser, der følger med barnløsheden kan svinge fra følelsen af utilstrækkelighed, manglende kvindelighed, til at man ikke fortjener den kærlighed, man modtager fra sin partner, hvis man ikke kan give ham et barn. Det kan resultere i en identitetskrise, hvor hvem er man, hvis man hele sit liv eller en god del af det har troet, at man skulle have børn, og må indse, at sådan bliver det ikke.

Det kan være med til at forstærke en fortælling om, at man er en fiasko som menneske, eller som partner, og det kan udløse en kraftig depression, når disse tanker får overtaget - en tilstand der kan vare fra få dage til mange måneder.

For min egen del er det en stærk følelse af svigt fra mine omgivelser. Mennesker, der burde have været der for mig, men som ikke var det - og som indirekte har svækket min evne til at stille krav til de personer, der har været en del af mit liv under mit barnløshedsforløb - både i privatlivet men så sandelig også lægefagligt.

En måde at håndtere disse følelser på kan være at tale med en professionel. En anden at knytte netværk med andre i samme situation, en tredje at skrive sig ud af det. Jeg har valgt det sidste - selv om jeg sikkert også kunne have gavn af de to andre. Og det ene udelukker ikke det andet.  


PS: Da du sikkert heller ikke er en del af målgruppen har jeg undladt at linke til Helens bøger.

Er barnløshed tabu?

Jeg er ikke klar over, om ufrivillig barnløshed officielt er et tabu. Men jeg ved, at det ikke er særlig rart at tale om.

Desværre er det jo sådan, at når man begynder at tale om det, gør man sig selv sårbar for alt, lige fra en masse "gode råd" til den manglende forståelse fra omgivelserne. Og hvornår er helt helt præcist, at barnløsheden går fra fra at være frivillig til at være ufrivillig? Hvornår går det fra at være naturen, der bare lige skal tænke sig om, til noget der kunne ligne et reelt problem? Hvornår skal man begynde at italesætte sin barnløshed som en situation, der kun kan løses med læge- og hormonbehandling mere end med tålmodighed, og rigelige mængder af kærlighed. Hvornår er man (og hvordan bliver man?) klar til at flytte problemet ud af sit eget hoved og ud i det offentlige rum? For når man først gør det, bliver det pludselig synligt, at man er anderledes end alle de andre.

Det kan være enormt svært at dele sin ubærlige situation med veninder, der selv sidder med små trolde på skødet, eller sidder over for dig i en lykkerus med deres egne gravide maver. For selv med den højeste grad af empati kan man ikke sidde og glæde sig over, eller til sit eget barn, og samtidig sætte sig loyalt ind i smerten, der er ved ikke kan kunne det samme. Det er ikke rigtig rart, at der er noget man ikke kan på lige fod med alle andre. Det er sjældent rart at være den, der er anderledes.

Og oven i at man er anderledes, skal man håndtere sin usikkerhed, sin utålmodighed og stadig forsøge at bevare en eller anden grad af optimisme. For som mange vil sige "Du skal bare..."
Desværre er det også sådan, at jo mindre man taler om det, jo sværere kan det faktisk være at være i det. Og jo sværere er det at få hjælp. Hos venner, familie og fagpersonale, der jo har svært ved at hjælpe, hvis de ikke ved, at der er et problem.

Ved at sætte ord på risikerer man en masse. Og ved at sætte ord på vinder man også. Jeg tror, der er meget vundet ved, at vi barnløse sætter ord på vores situation i stedet for at sidde som små, smertende satelitter i hver vores hjørne af universet uden fællesskab, og uden forståelse.