Sejllturen

Jeg er på vej over med færgen til Helsingborg. En mor står med sin lille søn på toilettet. Da han har tørret sine små fingre i Dyson-blæseren, vifter han med alle ti på en gang og siger "Nu er de tørre, mor". "Dejligt, skat," svarer moren. "Du er også dejlig," siger den lille fyr til sin mor". Herpå hopper han rundt på stedet, sætter kurs mod døren og mor går efter ud af toilettet. Tilbage står jeg med tørre tanker, hænderne i blæseren og den sædvanlige tomme fornemmelse.

Denne episode, som så uendelig mange andre, bider sig for en stund fast i min bevidsthed, selv om de snart efter er glemt. Det tjener mig ikke, at være så fokuseret på "de andre". Det har jeg lært. Men alligevel må jeg forholde mig til det. For måske er der ikke nogen, der nogensinde kommer til at sige sådan til mig. "Du er også dejlig". En mand kan sige det - og han kan mene det. Mange har måske allerede sagt det. Men det er og bliver noget andet. Den lille, uforbeholdne kærlighedserklæring fra barnet, der kan rummes i en sætning og betyde alverden for modtageren, skaber en længsel i mig, som jeg ikke kan rumme, selv hvis jeg går ud på dækket. Men det skal jeg, for der er intet af det, jeg omgiver mig med i mit liv, jeg kan ofre mod at blive garanteret denne oplevelse.

Projektet "at ønske sig et barn" er en amorf størrelse, der formes af håb, længsel og lægeligt input, fra tid til anden. Men det formes også af tvivl, skuffelse og selvværd. "Fortjener jeg mon at blive mor"? "Ville jeg være en god mor"? "Er det mon bedre, hvis jeg bare fortsætter som hidtil"? Hvis jeg troede på, at andre kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg stille dem uafladeligt til hvem som helst på min vej. Men jeg tror, at de skal besvares inde i mig selv.