Hillerød - før det er for sent

"Hillerød Hospital. Før det er for sent. I går græd jeg, da jeg kom tilbage fra operationen. Selv om det var aftalt på forhånd, at den gynækologiske overlæge skulle fjerne æggelederne i begge sider, hvis de ikke så ordentlige ud, så er jeg alligevel i chok. Jeg har huset to terrorister i mit underliv. Under den pæne overflade, har de ligget og gemt sig, som slumrende terrorceller - i langt over tyve år. Saboteret mine befrugtede æg, både med og uden IVF. De har grinet af mine p-piller og hånet mine bekymringer, hvis jeg har sjusket lidt med anti-konceptionen. De har ødelagt mit ægteskab og bragt mig ud på grænsen af, hvad jeg opfatter som normalitet for mit eget vedkommende. Ikke bare føler jeg mig forrådt af min egen krop, jeg føler mig også forrådt af de læger, der har foregivet at varetage mine interesser. For på den anden side af 35 er der ikke længere argumenter for at prøve alt. Det kan jo bare være, at æggene er blevet for gamle."

Jeg får ikke de sidste tre år tilbage. Tre år med endeløse inseminationer og homonbehandlinger, oven i de forudgående år, hvor jeg forgæves forsøgte at få en forklaring på min barnløshed. Jeg føler mig ingenlunde ordentligt udredt eller behørigt screenet. 
Og at IVF-behandlingen, så snart jeg har indbetalt pengene bare vugger af sted, uden at nogen længere stiller de rigtige spørgsmål undervejs. Så snart pengene har skiftet kontonummer, er der ikke længere incitament til at bore dybere ned i årsagerne til barnløsheden. Fra bare at være en almindelig dum ko, er man nu også en cash cow.

Det koster rigtig mange penge at være privat IVF-patient, og man har det svært. Samfundet holder op  med at gøre noget for en på grund af en politisk fastlagt, men dog arbitrær aldersgrænse. Oven i købet har man demonstreret, at man er villig til at gøre noget for sig selv. Desværre kan man ikke være sikker på, at man gør det rigtige. Troskyldigt lægger man sit liv og sin fremtid i lægernes hænder - uden at være klar over, at man ryger ind på et samlebånd, der tjener penge uanset om der kommer børn ud af det eller ej.

Sejllturen

Jeg er på vej over med færgen til Helsingborg. En mor står med sin lille søn på toilettet. Da han har tørret sine små fingre i Dyson-blæseren, vifter han med alle ti på en gang og siger "Nu er de tørre, mor". "Dejligt, skat," svarer moren. "Du er også dejlig," siger den lille fyr til sin mor". Herpå hopper han rundt på stedet, sætter kurs mod døren og mor går efter ud af toilettet. Tilbage står jeg med tørre tanker, hænderne i blæseren og den sædvanlige tomme fornemmelse.

Denne episode, som så uendelig mange andre, bider sig for en stund fast i min bevidsthed, selv om de snart efter er glemt. Det tjener mig ikke, at være så fokuseret på "de andre". Det har jeg lært. Men alligevel må jeg forholde mig til det. For måske er der ikke nogen, der nogensinde kommer til at sige sådan til mig. "Du er også dejlig". En mand kan sige det - og han kan mene det. Mange har måske allerede sagt det. Men det er og bliver noget andet. Den lille, uforbeholdne kærlighedserklæring fra barnet, der kan rummes i en sætning og betyde alverden for modtageren, skaber en længsel i mig, som jeg ikke kan rumme, selv hvis jeg går ud på dækket. Men det skal jeg, for der er intet af det, jeg omgiver mig med i mit liv, jeg kan ofre mod at blive garanteret denne oplevelse.

Projektet "at ønske sig et barn" er en amorf størrelse, der formes af håb, længsel og lægeligt input, fra tid til anden. Men det formes også af tvivl, skuffelse og selvværd. "Fortjener jeg mon at blive mor"? "Ville jeg være en god mor"? "Er det mon bedre, hvis jeg bare fortsætter som hidtil"? Hvis jeg troede på, at andre kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg stille dem uafladeligt til hvem som helst på min vej. Men jeg tror, at de skal besvares inde i mig selv.