"Det er de henkastede bemærkninger, der er de værste. Dem kan man ikke forberede sig på, man ser dem simpelthen ikke komme. "Lad os nu se, om ikke I bliver gravide samtidigt," siger min gode ven på vej hjem i bilen, efter et restaurantbesøg. Den gode stemning fordufter ud af sideruden. Skulle jeg, der er ufrivilligt barnløs på 6 år kunne konkurrere med en 24 årig, der skal på ferie i Thailand med sin kæreste? Mine operationsar er endnu ikke helet. Til gengæld er jeg lige blevet 42. IVF-behandling for fjerde gang. Hormonhelvede og nedsat sexlyst. Det er ikke umiddelbart en konkurrence, jeg kan se mig selv deltage i."
Gu' er det da svært. At høre om andre, der lige er kommet fra ferie, og hovsa, så er de gravide, mere eller mindre tilsigtet. Solbrændt feriesex. Ubeskyttet hengivenhed i strandkanten. Men de henkastede bemærkninger er alle vegne. Robusthed er påkrævet. Og paradoksalt nok falder den med indtagelsen af hormoner. Der er ikke andet at gøre, end at give smerten plads. Hvad ville jeg dog ikke give, for at være på vej på ferie med min kæreste og have muligheden for at føde mit første barn inden jeg fyldte 30? Mens jeg stadig havde kræfter og fysisk var på mit højeste. Den mulighed er for mit vedkommende for altid forpasset, ligesom muligheden for at blive danser eller politibetjent.
Kunsten er ikke at lade smerten få overtaget. Det er ok, at få hovedet under vand. Men ikke så længe, at man drukner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar