Feriebørn

"Det er de henkastede bemærkninger, der er de værste. Dem kan man ikke forberede sig på, man ser dem simpelthen ikke komme. "Lad os nu se, om ikke I bliver gravide samtidigt," siger min gode ven på vej hjem i bilen, efter et restaurantbesøg. Den gode stemning fordufter ud af sideruden. Skulle jeg, der er ufrivilligt barnløs på 6 år kunne konkurrere med en 24 årig, der skal på ferie i Thailand med sin kæreste? Mine operationsar er endnu ikke helet. Til gengæld er jeg lige blevet 42. IVF-behandling for fjerde gang. Hormonhelvede og nedsat sexlyst. Det er ikke umiddelbart en konkurrence, jeg kan se mig selv deltage i."

Gu' er det da svært. At høre om andre, der lige er kommet fra ferie, og hovsa, så er de gravide,  mere eller mindre tilsigtet. Solbrændt feriesex. Ubeskyttet hengivenhed i strandkanten. Men de henkastede bemærkninger er alle vegne. Robusthed er påkrævet. Og paradoksalt nok falder den med indtagelsen af hormoner. Der er ikke andet at gøre, end at give smerten plads. Hvad ville jeg dog ikke give, for at være på vej på ferie med min kæreste og have muligheden for at føde mit første barn inden jeg fyldte 30? Mens jeg stadig havde kræfter og fysisk var på mit højeste. Den mulighed er for mit vedkommende for altid forpasset, ligesom muligheden for at blive danser eller politibetjent.

Kunsten er ikke at lade smerten få overtaget. Det er ok, at få hovedet under vand. Men ikke så længe, at man drukner.

Hvor langt er du?

"Cafeen er ikke større end et fingerbøl, men der er rigtige LP'er på grammofonen og rigeligt plads til alle drømmene. Men da jeg rejser mig for at gå, kortslutter en frygtelig tanke min hjerne: Hvad nytter det, at den teoretiske mulighed for at lave det perfekte barn er til stede, hvis holdbarheden på ingredienserne er udløbet?"

Denne problematik, som jeg berører i min bog, blev igen aktuel da jeg sad og talte med M for et par dage siden. Jeg vidste, at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden for et halvt år siden, og at M, da det skete, var ved at være klar til at få børn - igen. Første gang hun havde været klar for nogle år tilbage, var de også gået fra hinanden. Vi snakkede længe sammen og på et tidspunkt siger hun: "Jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Virksomheden kan heller ikke klare, at jeg går på barsel lige nu." Så løftede hun op i det kraftige hår, rodede lidt kækt rundt i det, men sørgmodigheden var letlæst i hendes ansigt.

"M," sagde jeg. "Du må ikke gå på kompromis med dit ønske. Hvis du ønsker dig et barn, så stå ved det. Gør noget ved det. For du har ikke den luksus at blive ved at tænke på andet og andre før dig selv." Hun ved det alt for godt. Jeg ser det i hendes vibrerende overlæbe, når jeg trykker til. Hun ved godt, at fertiliteten falder  dramatisk fra 25 til 35. Tik-tak. Fra 35 til 37. Tik-tak. Og så fremdeles. Hun ved godt, at hun ikke kan blive ved med at tænke sig om, og vente på den rette. Eller hvad værre er, slet og ret skubbe tanken fra sig.  Men det er jo heller ikke kun barnet, hun ønsker sig, men ligeså meget tanken om en familie, den trygge, varme størrelse, der smyger sig om én, som en forvarmet badekåbe på en kold vintermorgen.   

Puha. Det er så velkendt. Drømmen om en familie fyldte også meget hos mig selv - og gør det stadig. Men hvis manden enten viser sig at være mere forkert end rigtig, eller han slet ikke er der, så må man jo tage sagen i egen hånd. Da jeg gik i skole og lærte matematik, fik vi at vide, at faktorernes orden var ligegyldig. I det moderne samfund er faktorernes orden ligegyldig, også selv om vi taler børn og familie.   

Hillerød - før det er for sent

"Hillerød Hospital. Før det er for sent. I går græd jeg, da jeg kom tilbage fra operationen. Selv om det var aftalt på forhånd, at den gynækologiske overlæge skulle fjerne æggelederne i begge sider, hvis de ikke så ordentlige ud, så er jeg alligevel i chok. Jeg har huset to terrorister i mit underliv. Under den pæne overflade, har de ligget og gemt sig, som slumrende terrorceller - i langt over tyve år. Saboteret mine befrugtede æg, både med og uden IVF. De har grinet af mine p-piller og hånet mine bekymringer, hvis jeg har sjusket lidt med anti-konceptionen. De har ødelagt mit ægteskab og bragt mig ud på grænsen af, hvad jeg opfatter som normalitet for mit eget vedkommende. Ikke bare føler jeg mig forrådt af min egen krop, jeg føler mig også forrådt af de læger, der har foregivet at varetage mine interesser. For på den anden side af 35 er der ikke længere argumenter for at prøve alt. Det kan jo bare være, at æggene er blevet for gamle."

Jeg får ikke de sidste tre år tilbage. Tre år med endeløse inseminationer og homonbehandlinger, oven i de forudgående år, hvor jeg forgæves forsøgte at få en forklaring på min barnløshed. Jeg føler mig ingenlunde ordentligt udredt eller behørigt screenet. 
Og at IVF-behandlingen, så snart jeg har indbetalt pengene bare vugger af sted, uden at nogen længere stiller de rigtige spørgsmål undervejs. Så snart pengene har skiftet kontonummer, er der ikke længere incitament til at bore dybere ned i årsagerne til barnløsheden. Fra bare at være en almindelig dum ko, er man nu også en cash cow.

Det koster rigtig mange penge at være privat IVF-patient, og man har det svært. Samfundet holder op  med at gøre noget for en på grund af en politisk fastlagt, men dog arbitrær aldersgrænse. Oven i købet har man demonstreret, at man er villig til at gøre noget for sig selv. Desværre kan man ikke være sikker på, at man gør det rigtige. Troskyldigt lægger man sit liv og sin fremtid i lægernes hænder - uden at være klar over, at man ryger ind på et samlebånd, der tjener penge uanset om der kommer børn ud af det eller ej.

Sejllturen

Jeg er på vej over med færgen til Helsingborg. En mor står med sin lille søn på toilettet. Da han har tørret sine små fingre i Dyson-blæseren, vifter han med alle ti på en gang og siger "Nu er de tørre, mor". "Dejligt, skat," svarer moren. "Du er også dejlig," siger den lille fyr til sin mor". Herpå hopper han rundt på stedet, sætter kurs mod døren og mor går efter ud af toilettet. Tilbage står jeg med tørre tanker, hænderne i blæseren og den sædvanlige tomme fornemmelse.

Denne episode, som så uendelig mange andre, bider sig for en stund fast i min bevidsthed, selv om de snart efter er glemt. Det tjener mig ikke, at være så fokuseret på "de andre". Det har jeg lært. Men alligevel må jeg forholde mig til det. For måske er der ikke nogen, der nogensinde kommer til at sige sådan til mig. "Du er også dejlig". En mand kan sige det - og han kan mene det. Mange har måske allerede sagt det. Men det er og bliver noget andet. Den lille, uforbeholdne kærlighedserklæring fra barnet, der kan rummes i en sætning og betyde alverden for modtageren, skaber en længsel i mig, som jeg ikke kan rumme, selv hvis jeg går ud på dækket. Men det skal jeg, for der er intet af det, jeg omgiver mig med i mit liv, jeg kan ofre mod at blive garanteret denne oplevelse.

Projektet "at ønske sig et barn" er en amorf størrelse, der formes af håb, længsel og lægeligt input, fra tid til anden. Men det formes også af tvivl, skuffelse og selvværd. "Fortjener jeg mon at blive mor"? "Ville jeg være en god mor"? "Er det mon bedre, hvis jeg bare fortsætter som hidtil"? Hvis jeg troede på, at andre kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg stille dem uafladeligt til hvem som helst på min vej. Men jeg tror, at de skal besvares inde i mig selv.

Tollundmanden

Den 2. januar sad jeg der igen. Nyt år, ny klinik, læge, nye omgivelser – samme problem. Mit sidste IVF-forsøg aborterede ugen inden jul, eller det vil sige: Det lille fint befrugtede blev sat op og så skete der ikke mere, indtil blodet kom strømmende igen. Igen. Igen. Blodprøven på 13. dagen viste ingen graviditet, så nu var det bare at vente. På blodet.

Vi gennemgår journalen, FSH-værdier, medicinen, forsøgene med og uden donor. Mit ujævne kærlighedsliv bliver blottet, og det giver heldigvis end ikke anledning til et løftet øjenbryn. Så får jeg den velkendte opsang om, at kvindens alder for et vellykket resultet kan være afgørende.

”En ung kvinde, fx omkring de tyve, der ikke bliver gravid på tre måneder har et problem”, siger lægen. ”Så det med at vente og se tiden an, gør kun tingene værre”. Jeg elaborerer over temaet og når min konklusion: En ældre kvinde kan ikke forvente de samme resultater som den unge, men har ikke den luksus at se tiden an. For æggene bliver hele tiden ringere, og mindre i stand til at udføre deres job. Jeg føler mig som som Tollundmanden i en noget pænere indpakning og uden tydelige tegn på hængning. Men jeg lider en langsom kvælningsdød af alle disse udsagn, der blot er evidensbaserede fakta i den medicinske verden.

Jeg mærker vreden bruse nedefra og op igennem systemet, som boblerne i den nyligt tømte champagneflaske. Jeg sender endnu engang uvenlige tanker til min praktiserende læge, der ikke tog mig særligt alvorligt, da jeg klagede min nød over min barnløshed. Og jeg sender hadefulde tanker til min mand, der syntes at det var for tidligt at smide sin seksårige datter ud af soveværelset, når hun overnattede der i weekenderne. Og oven i købet, at jeg var egoistisk for ikke at acceptere ”deres løsrivelsesproces”.

Jeg ved godt, at dette vredesbrus formentlig ikke gør andre end mig selv skade, og jeg prøver at lægge låg på, mens vi snakker videre om løst og fast. Til sidst beder lægen mig komme op i det gynækologiske leje til en scanning. Endnu en gang spreder jeg uinteresseret mine ben for en fremmed mand, og forventer ikke at høre andet end det sædvanlige ”Det ser fint ud, flot slimhinde”, men han kører rundt med sin plasticstang i mit indre.

”Det der kunne godt ligne en sammenfalden æggeleder. Det skal vi lige have tjekket,” siger han. Det er sjældent, at jeg håber på at finde en fysisk defekt hos mig selv, men lige præcis i denne situation, ville det være en befrielse, hvis der rent faktisk var en forklaring på mit problem.

”Det har jeg fået tjekket,” siger jeg. ”Der var ikke passageproblemer, da jeg blev kontrastundersøgt”.

”Det kan godt være, at jeg er idiot,” siger han, ”men jeg vil altså gerne lige tjekke det. Hvis den er faldet sammen, så skal den fjernes, inden vi gør mere”. Tik, tak. Tik, tak. Månederne suser forbi i min indre kalender, men jeg må jo acceptere at lægen arbejder i min tjeneste. Glemte jeg at fortælle, at jeg bliver 42 om kort tid?

Drømme på ski

Hvad nu, hvis det aldrig kommer til at ske? Det tredje kunstige befrugtningsforsøg er endt med en smertefuld blødning og sorte, seje geleklumper, der knuses mod bunden i det hvide badekar for at blive opløst af det varme vand. 
Det er kommet tæt på igen, da min ekskæreste skriver på Facebook, at han har fået barn. Det er længe siden, at vi har talte sammen sidst. Jeg anede ikke, at de var gravide. Jeg savner ham ikke, men alligevel gør det ondt. Bogstaverne flimrer et øjeblik, og jeg er ikke sikker på, at jeg har læst rigtigt.
Men "fået barn", kan kun læses på en måde. Han har fået et barn, konstaterer jeg. Det har jeg stadig ikke.
For alle andre er et barn noget, der sker, mere eller mindre planlagt, og med en vis frekvens er der nødvendigvis nogen, der må melde, at de nu har fået barn. Uanset om jeg kan lide det eller ej. Jeg ligger i mit sorte uldundertøj på den hvide hotelseng. Sneen fyger for meget til, at jeg kan stå på ski i dag og vi må vente på at snestormen løjer af.

Jeg elsker at stå på ski og læne mig ind i den kinetiske energi - følge svingets flow mens jeg giver slip og stadig er i kontrol. Noget jeg har kontrol over. Om natten drømmer jeg, at jeg ringer og siger tillykke til den nybagte far. Jeg får at vide, at det er blevet en lille pige. I drømmen overvejer jeg at forære dem de små bodier, som jeg købte til mig eget lille barn, da jeg får nok aldrig brug for dem som andet en gave. Jeg bliver 42 år til næste år. Da jeg vågner ved jeg, at jeg ikke kan give dem væk.