Ved siden af skiven

For et par dage siden modtog jeg en reklamemail. Den var desværre ikke blevet opfanget af mit ellers så flittige spamfilter. Der blev reklameret for "Helens bog om dit barns udvikling," "Helens babydagbog," og sørme om ikke de også lige havde klemt "Helens bog om børn og mad" ind til sidst i mailen. Sjælden har jeg følt mig så lidt en del af målgruppen, måske lige overgået af brandudsalg i havetraktorer eller oppustelige dukker.

En del af barnløshedsøvelsen er at forholde sig til det, der er ganske uundgåeligt; alle de påvirkninger, der minder en om, at man netop ikke har det barn, der for mange andre er en selvfølgelighed. Og især i denne måned, hvor de store maver titter frem under sommertøjet, er der virkelig noget at forholde sig til.

Går man til Østens visdom, lærer man, at følelser bare er følelser - ikke andet. Følelser passerer som skyer på himmelen, man skal ikke hæfte sig ved dem. Og jeg forstår godt, hvad de mener. Men følelser kan i perioder være så mere eller mindre altfortærende, selv hvis man er klar over, at de skal holdes i kort snor.

De følelser, der følger med barnløsheden kan svinge fra følelsen af utilstrækkelighed, manglende kvindelighed, til at man ikke fortjener den kærlighed, man modtager fra sin partner, hvis man ikke kan give ham et barn. Det kan resultere i en identitetskrise, hvor hvem er man, hvis man hele sit liv eller en god del af det har troet, at man skulle have børn, og må indse, at sådan bliver det ikke.

Det kan være med til at forstærke en fortælling om, at man er en fiasko som menneske, eller som partner, og det kan udløse en kraftig depression, når disse tanker får overtaget - en tilstand der kan vare fra få dage til mange måneder.

For min egen del er det en stærk følelse af svigt fra mine omgivelser. Mennesker, der burde have været der for mig, men som ikke var det - og som indirekte har svækket min evne til at stille krav til de personer, der har været en del af mit liv under mit barnløshedsforløb - både i privatlivet men så sandelig også lægefagligt.

En måde at håndtere disse følelser på kan være at tale med en professionel. En anden at knytte netværk med andre i samme situation, en tredje at skrive sig ud af det. Jeg har valgt det sidste - selv om jeg sikkert også kunne have gavn af de to andre. Og det ene udelukker ikke det andet.  


PS: Da du sikkert heller ikke er en del af målgruppen har jeg undladt at linke til Helens bøger.

Er barnløshed tabu?

Jeg er ikke klar over, om ufrivillig barnløshed officielt er et tabu. Men jeg ved, at det ikke er særlig rart at tale om.

Desværre er det jo sådan, at når man begynder at tale om det, gør man sig selv sårbar for alt, lige fra en masse "gode råd" til den manglende forståelse fra omgivelserne. Og hvornår er helt helt præcist, at barnløsheden går fra fra at være frivillig til at være ufrivillig? Hvornår går det fra at være naturen, der bare lige skal tænke sig om, til noget der kunne ligne et reelt problem? Hvornår skal man begynde at italesætte sin barnløshed som en situation, der kun kan løses med læge- og hormonbehandling mere end med tålmodighed, og rigelige mængder af kærlighed. Hvornår er man (og hvordan bliver man?) klar til at flytte problemet ud af sit eget hoved og ud i det offentlige rum? For når man først gør det, bliver det pludselig synligt, at man er anderledes end alle de andre.

Det kan være enormt svært at dele sin ubærlige situation med veninder, der selv sidder med små trolde på skødet, eller sidder over for dig i en lykkerus med deres egne gravide maver. For selv med den højeste grad af empati kan man ikke sidde og glæde sig over, eller til sit eget barn, og samtidig sætte sig loyalt ind i smerten, der er ved ikke kan kunne det samme. Det er ikke rigtig rart, at der er noget man ikke kan på lige fod med alle andre. Det er sjældent rart at være den, der er anderledes.

Og oven i at man er anderledes, skal man håndtere sin usikkerhed, sin utålmodighed og stadig forsøge at bevare en eller anden grad af optimisme. For som mange vil sige "Du skal bare..."
Desværre er det også sådan, at jo mindre man taler om det, jo sværere kan det faktisk være at være i det. Og jo sværere er det at få hjælp. Hos venner, familie og fagpersonale, der jo har svært ved at hjælpe, hvis de ikke ved, at der er et problem.

Ved at sætte ord på risikerer man en masse. Og ved at sætte ord på vinder man også. Jeg tror, der er meget vundet ved, at vi barnløse sætter ord på vores situation i stedet for at sidde som små, smertende satelitter i hver vores hjørne af universet uden fællesskab, og uden forståelse.

Et humant eksperiment?

I Politiken sidste mandag (d. 4.6.2012) kunne man på side tre læse, at man forventer ca. 700 færre børnefødsler, efter at der i 2011 blev indført brugerbetaling på fertilitetsbehandling.

Vi kommer aldrig til at lære de 700 børn at kende, og vi ved ikke hvem af de fertilitetsbehandlede par, der ville have været de heldige. Men vi kan godt regne ud, at de 700 forældrepar, der kunne have fået et barn, ville have været lykkelige for endelig at få lov at blive forældre. Den glæde har brugerbetalingen forsinket og for enkelte par måske helt udelukket. For det er kendt, at et enkelt år i fertilitetsbehandling kan betyde en stor forskel. For udover at falde for den økonomiske aldersgrænse, så kan man så sandelig falde for den biologiske. Hvis man i forvejen kæmper med fertiliteten, kan 12 måneders udsættelse være temmelig afgørende og kan i sidste ende betyde forskellen på at få et barn og aldrig at få et barn.

Anders Nyboe Andersen, der er en kapacitet på fertilitetsområdet, kalder brugerbetalingen i de 12 måneder for et 'unikt og kontrolleret eksperiment'. I min naivitet troede jeg, at eksperimenter med mennesker var forbudt, men det er vel en meget passende betegnelse. Og hvis man sætter sagen på spidsen, så er meget lovgivning vel det, hverken mere eller mindre.

Jeg forestiller mig imidlertid ikke, at man har spurgt de 700 forældrepar om de ville deltage i eksperimentet om brugerbetaling. Og det gør jo heller ikke spor, hvis bare man har penge nok til at betale de få tusinde kroner, det drejer sig om, selv. For hvis jeg må citere Hans Andersen fra samme artikel, næstformand i Sundhedsudvalget, er det jo det, det drejer sig om. Som han nok så behændigt udtaler i artiklen:  "Og hvis få tusinde kroner afholder mennesker fra at sætte børn i verden, så skal man overveje kraftigt, om det er rigtigt at få børn". Lad mig gætte på, at Hans Andersen aldrig har været i fertilitetsbehandling.

Mors dag er den værste

Det er længe siden, jeg holdt op med at fejre mors dag. Udover et biologisk tilhørsforhold til min egen mor, er der ikke så meget at hente. Så derfor gør vi ikke så meget ud af det. Men det der virkelig gør ondt, er det faktum, at jeg formentlig ikke bliver mor selv. Fordi omstændighederne ikke har villet det sådan. Fordi jeg har haft Chlamydia. Fordi jeg kom for sent i gang med at ville være mor for alvor. Fordi min daværende mand syntes, at alder var et egoistisk og usagligt argument for at ønske sig et barn. Og fordi de læger, der siden har haft mig i behandling, har overset det faktum, at der sad en sactosalpinx i den ene side, som formentlig har skyllet de befrugtede æg ud - i det omfang de er blevet det af fertilitetsbehandlingen. Og fordi de sidste gode år jeg reelt havde tilbage, sådan rent ægmæssigt er blevet forspildt på en behandling, der har været fuldstændig forgæves. Så nu er der bare tilbage at lære at leve med det.
Jeg tilhører en generation, der tror at vi kan få det hele. At vi har ret til det hele. Men jeg har måttet sande, at det ikke er tilfældet. At lægevidenskaben ikke kan redde mig ud af den kattepine, jeg er havnet i. Og at jeg selv må finde en vej ud af det følelsesmæssige kaos, der truer med at sende mig i kredsløb omkring et stort sort hul. Det truer med at sluge mig både nat og dag. Jeg prøver mit bedste at styre udenom.

Feriebørn

"Det er de henkastede bemærkninger, der er de værste. Dem kan man ikke forberede sig på, man ser dem simpelthen ikke komme. "Lad os nu se, om ikke I bliver gravide samtidigt," siger min gode ven på vej hjem i bilen, efter et restaurantbesøg. Den gode stemning fordufter ud af sideruden. Skulle jeg, der er ufrivilligt barnløs på 6 år kunne konkurrere med en 24 årig, der skal på ferie i Thailand med sin kæreste? Mine operationsar er endnu ikke helet. Til gengæld er jeg lige blevet 42. IVF-behandling for fjerde gang. Hormonhelvede og nedsat sexlyst. Det er ikke umiddelbart en konkurrence, jeg kan se mig selv deltage i."

Gu' er det da svært. At høre om andre, der lige er kommet fra ferie, og hovsa, så er de gravide,  mere eller mindre tilsigtet. Solbrændt feriesex. Ubeskyttet hengivenhed i strandkanten. Men de henkastede bemærkninger er alle vegne. Robusthed er påkrævet. Og paradoksalt nok falder den med indtagelsen af hormoner. Der er ikke andet at gøre, end at give smerten plads. Hvad ville jeg dog ikke give, for at være på vej på ferie med min kæreste og have muligheden for at føde mit første barn inden jeg fyldte 30? Mens jeg stadig havde kræfter og fysisk var på mit højeste. Den mulighed er for mit vedkommende for altid forpasset, ligesom muligheden for at blive danser eller politibetjent.

Kunsten er ikke at lade smerten få overtaget. Det er ok, at få hovedet under vand. Men ikke så længe, at man drukner.

Hvor langt er du?

"Cafeen er ikke større end et fingerbøl, men der er rigtige LP'er på grammofonen og rigeligt plads til alle drømmene. Men da jeg rejser mig for at gå, kortslutter en frygtelig tanke min hjerne: Hvad nytter det, at den teoretiske mulighed for at lave det perfekte barn er til stede, hvis holdbarheden på ingredienserne er udløbet?"

Denne problematik, som jeg berører i min bog, blev igen aktuel da jeg sad og talte med M for et par dage siden. Jeg vidste, at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden for et halvt år siden, og at M, da det skete, var ved at være klar til at få børn - igen. Første gang hun havde været klar for nogle år tilbage, var de også gået fra hinanden. Vi snakkede længe sammen og på et tidspunkt siger hun: "Jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Virksomheden kan heller ikke klare, at jeg går på barsel lige nu." Så løftede hun op i det kraftige hår, rodede lidt kækt rundt i det, men sørgmodigheden var letlæst i hendes ansigt.

"M," sagde jeg. "Du må ikke gå på kompromis med dit ønske. Hvis du ønsker dig et barn, så stå ved det. Gør noget ved det. For du har ikke den luksus at blive ved at tænke på andet og andre før dig selv." Hun ved det alt for godt. Jeg ser det i hendes vibrerende overlæbe, når jeg trykker til. Hun ved godt, at fertiliteten falder  dramatisk fra 25 til 35. Tik-tak. Fra 35 til 37. Tik-tak. Og så fremdeles. Hun ved godt, at hun ikke kan blive ved med at tænke sig om, og vente på den rette. Eller hvad værre er, slet og ret skubbe tanken fra sig.  Men det er jo heller ikke kun barnet, hun ønsker sig, men ligeså meget tanken om en familie, den trygge, varme størrelse, der smyger sig om én, som en forvarmet badekåbe på en kold vintermorgen.   

Puha. Det er så velkendt. Drømmen om en familie fyldte også meget hos mig selv - og gør det stadig. Men hvis manden enten viser sig at være mere forkert end rigtig, eller han slet ikke er der, så må man jo tage sagen i egen hånd. Da jeg gik i skole og lærte matematik, fik vi at vide, at faktorernes orden var ligegyldig. I det moderne samfund er faktorernes orden ligegyldig, også selv om vi taler børn og familie.   

Hillerød - før det er for sent

"Hillerød Hospital. Før det er for sent. I går græd jeg, da jeg kom tilbage fra operationen. Selv om det var aftalt på forhånd, at den gynækologiske overlæge skulle fjerne æggelederne i begge sider, hvis de ikke så ordentlige ud, så er jeg alligevel i chok. Jeg har huset to terrorister i mit underliv. Under den pæne overflade, har de ligget og gemt sig, som slumrende terrorceller - i langt over tyve år. Saboteret mine befrugtede æg, både med og uden IVF. De har grinet af mine p-piller og hånet mine bekymringer, hvis jeg har sjusket lidt med anti-konceptionen. De har ødelagt mit ægteskab og bragt mig ud på grænsen af, hvad jeg opfatter som normalitet for mit eget vedkommende. Ikke bare føler jeg mig forrådt af min egen krop, jeg føler mig også forrådt af de læger, der har foregivet at varetage mine interesser. For på den anden side af 35 er der ikke længere argumenter for at prøve alt. Det kan jo bare være, at æggene er blevet for gamle."

Jeg får ikke de sidste tre år tilbage. Tre år med endeløse inseminationer og homonbehandlinger, oven i de forudgående år, hvor jeg forgæves forsøgte at få en forklaring på min barnløshed. Jeg føler mig ingenlunde ordentligt udredt eller behørigt screenet. 
Og at IVF-behandlingen, så snart jeg har indbetalt pengene bare vugger af sted, uden at nogen længere stiller de rigtige spørgsmål undervejs. Så snart pengene har skiftet kontonummer, er der ikke længere incitament til at bore dybere ned i årsagerne til barnløsheden. Fra bare at være en almindelig dum ko, er man nu også en cash cow.

Det koster rigtig mange penge at være privat IVF-patient, og man har det svært. Samfundet holder op  med at gøre noget for en på grund af en politisk fastlagt, men dog arbitrær aldersgrænse. Oven i købet har man demonstreret, at man er villig til at gøre noget for sig selv. Desværre kan man ikke være sikker på, at man gør det rigtige. Troskyldigt lægger man sit liv og sin fremtid i lægernes hænder - uden at være klar over, at man ryger ind på et samlebånd, der tjener penge uanset om der kommer børn ud af det eller ej.